Nyhed

DM i luftguitar skydes i gang

Der er åbnet for tilmeldinger til Danmarksmesterskabet i at mime guitarsoloer

Der er efterhånden kommet et ganske stort hype omkring det årlige verdensmesterskab i luftguitar, der i år har 15-års fødselsdag, men indtil videre har det været uden dansk deltagelse. Det er der dog blevet rettet op på nu, på initiativ af Jonas Brusnæs, som i samarbejde med eventbureauet Idéfabrikken har fået stablet DM i luftguitar 2010 på benene, og netop har åbnet for tilmeldinger. I en pressemeddelelse beskrives arrangementet således:

"Luftguitar er sporten for alle dem, der simpelthen ikke kan sidde stille, når de hører en lækker guitarsolo! Sporten stiller ingen krav til musikalsk talent, men fokuserer udelukkende på, at indleve sig i den musik, andre har lavet og fyre det fedeste sceneshow af dertil. Med andre ord er det en hæder til alt der rocker, og et forsøg på at udvide kreativiteten inden for kunstneres sceneshow og stageperformance."

Reglerne for deltagelse er enkle, omend til tider en smule bizarre, eksempelvis reglen om at deltagere må spille på både elektrisk og akustisk luftguitar, og medbringe diverse lufttunere, luftpedaler og andet habengut, men ikke et band, uanset om de spiller på luftinstrumenter eller ej. Det fulde regelsæt kan ses nedenfor.


Går man rundt med en knap så substansrig Slash, Keith Richards, Joe Perry eller endog Eric Clapton gemt i maven, og gerne vil vise dommerne sin luftspade, skal man lave en et minut lang video af egen luftguitarsolo og lægge den ud på YouTube, give den navnet "Kunsternavns audition - DM i Luftguitar 2010", sende en mail med link til videoen til det uafhængige dommerpanel, og afvente deres afgørelse. Du kan finde e-mail adresse og andre oplysninger på den officielle hjemmeside.

Vinderen af DM, der finder sted fredag den 30. april i Bygningen i Vejle, sendes videre til VM i byen Oulu, Finland.

Regler for deltagere:


    * I første runde optræder man til et selvvalgt stykke musik, som må vare 1 minut.
    * I anden runde optræder man til et stykke musik, som er valgt af arrangørerne bag luftguitarkonkurrencen, og som først afsløres for deltager lige              før de skal på scenen. Musikken varer ligeledes 1 minut i denne runde.
    * Som deltager må man spille med både elektriske og akustiske luftguitar, men der må ikke medbringes nogen form for ægte guitar på scenen.
    * Man må gerne medbringe luft-tunere og andre luft-effektpedaler til sin guitar.
    * Det er ikke tilladt at medbringe noget band på scenen – uanset om de spiller på luftinstrumenter eller ej.
    * Man bedømmes af et dommerpanel på en skala fra 4 til 6 (som er tyvstjålet fra kunstskøjteløb). De forskellige bedømmelseskriterier vil der                    komme mere information om snart.

ANNONCE