Nyhed

Kate McGarrigle er død

Den canadiske sangskriver og sanger, der er mor til Rufus Wainwright og Martha Wainwright, tabte efter lang tids kamp til kræften

Folk-sangskriveren og sangeren Kate McGarrigle har levet et liv i musikken som den ene halvdel af en søskendeduo med Anna McGarrigle, som hustru og siden ekskone til sangskriveren Loudon Wainwright III og som mor til de to sangere Rufus og Martha Wainwright. Nu er den velkendte sangerinde afgået ved døden efter et flerårigt sygdomsforløb.

Så sent som i december måned stod Kate McGarrigle på scenen med sine børn til julekoncerten "A Not So Silent Night" i Royal Albert Hall i London, der netop var et velgørenhedsarrangement, hvor overskuddet gik til arbejdet med kræftpatienter.

McGarrigle har, siden hun blev diagnosticeret med den sjældne og ondartede kræftform sarkom i 2006, forsøgt at øge opmærksomheden omkring sygdommen, og indsamlede blandt andet 55.000 dollars ved den seneste julekoncert til Kate McGarrigle Fonden sammen med resten af familien og med hjælp fra blandt andre Boy George og Ed Harcourt.


Søsteren Anna McGarrigle skrev i går den 19. januar på duoens officielle hjemmeside:

"Vores kære Kate forlod os desværre i går nat. Hun gik bort omgivet af familie og venner med sange og kærlighed. Hun er uerstattelig, og vi er alle sammen knuste. Indtil vi mødes igen, min kære søster."

Kate McGarrigle døde ifølge Wtopnews.com den 18. januar i sit hjem i Montreal. Hun blev 63 år.


ANNONCE