Nyhed

Koda er stopklodsen for digitalt musiksalg

Mulighederne for digital musik herhjemme er for få, og kan ikke udvides tilfredsstillende. Det mener IFPI, pladeselskabernes brancheorganisation.

Sangskriverorganisationen Koda får igen rollen som den store stygge ulv i debatten om digitalt musiksalg herhjemme, og kritiseres for at spænde ben for udviklingen af markedet, og dermed sænke indtægterne i en branche, der i forvejen har problemer med indtjeningen. Sidste år steg indtægten for download og andet netbaseret musiksalg med omkring 25 procent, især på grund af TDC's onlineservice Play, men internettet kan sørge for langt større profit, hvis man udnytter mulighederne mener Jesper Bay, marketingsdirektør i IFPI Danmark. Han udtaler sig i et interview med Børsen om problemstillingen:

"Hvis vi ikke åbner op for nye netbaserede tjenester, risikerer vi at miste muligheden for at udvikle de nye forretningsmuligheder, som skal få vendt den negative udvikling i musikindustrien. Hvis vi kan holde væksten i det digitale salg, kan vi muligvis vende den faldende omsætning i 2010, men det kræver, at vi får gang i nye digitale tjenester, som lige nu bliver bremset af Koda."

Hovedårsagen til, at Koda indtil videre har sat en stopper for tjenester som svenske Spotify er, at de ikke mener, der er et sikkert grundlag for rimelig betaling til deres medlemmer. Spotify tilbyder dels gratis streaming, afbrudt af reklamer, og en betalingsdel, hvor musikken kan downloades, mod at brugerne betaler for et månedeligt abonnement. Musikere og komponister modtager en del af reklameindtægterne for den gratis streaming, men det mener Koda altså ikke er tilstrækkeligt.


Birgitte Theresia Henriksen, Kodas pressechef, afviser kritikken overfor Børsen: "Vi kæmper bare for, at vi ikke undersælger vores medlemmers produkter." siger hun. Hun tilføjer, at man hos Koda i øjeblikket ligger i forhandlinger med andre tjenester, og at de på nuværende tidspunkt har en aftale i stand med det danske selskab Amuseic, der er kendt som pionerer indenfor digital musik, og skulle have nettjenesten Beat klar til marts måned i år. Jesper Bay er positivt indstillet overfor Spotifys koncept, og ser gode muligheder for at tjene penge i fremtiden, og dermed rette op på den faldende omsætning, der i 2009 lå 8 procent lavere end sidste år:

"Vi er udmærket klar over, at vi i begyndelsen ikke kommer til at tjene vanvittigt mange penge på det. Men vi har simpelthen ikke råd til at sidde stille på det her område lige nu."

Lektor i oplevelsesøkonomi på Copenhagen Business School Mark Lorentzen undrer sig over, at mulighederne indenfor digitalt musiksalg ikke udnyttes bedre i Danmark. Han lægger dog ikke udelukkende skylden for problemet hos Koda, men også hos pladeselskaberne selv. Til Børsen fortæller han, at pladeselskaberne efter hans mening har sovet i timen, og ikke har opdateret deres forretningsmodel, så den kan møde kundernes store efterspørgsel på digital musik. Til gengæld undrer han sig også over Kodas manglende engagement:


"Generelt er der ikke nogen fremtid i at blokere for nye produkter. Hvis aftalen er så dårlig, undrer det mig, at Koda ikke går ind og er med til at skabe en bedre løsning, som de gjorde med Play."

Som vi tidligere har skrevet, har svenske Spotify endnu ikke fået en aftale i stand her i Danmark, trods mange forhandlinger, så danske internetbrugere må indtil videre tage til takke med Beat-tjenesten, når den kommer til marts.

 


ANNONCE