Det amerikanske hiphop-kollektiv indtager for tredje gang landet og giver koncerter i både Odense og Roskilde
Det fem mand høje rap-kartel La Coka Nostra må siges at have et godt øje til det danske publikum. Efter to koncerter på Roskilde Festival og på Rust sidste år vender gruppen nu allerede tilbage og får publikum til hoppe rundt på både Gimle i Roskilde og Posten i Odense.
La Coka Nostra består af de garvede medlemmer af den velkendte gruppe House Of Pain: Everlast, DJ Lethal og Danny Boy, der sammen med de to kompetente mc'er Ill Bill og Slaine skabte en hårdtslående enhed, som viste sig at være langtidsholdbar til også at udgive albums, selvom det i første omgang ikke var meningen.
Med debutalbummet "A Brand You Can Trust" viste gruppen muskler med hjælp fra kendte kolleger som Snoop Dogg, Immortal Technique, B-Real og Bun B på gæstelisten og med hjælp på produktionssiden fra blandt andre danske Sicknature, der også tidligere har leveret beats til La Coka Nostra- og Non Phixion-medlemmet Ill Bill.
Et fyldt Cosmopol-telt på Roskilde Festival har tidligere taget godt imod hiphop-kollektivet, der naturligvis kvitterede med House Of Pain-hittet "Jump Arround". Nu kan La Coka Nostra snart igen opleves på dansk jord, når hiphop-klubben The Takeover inviterer kvintetten indenfor i april måned.
Billetter til La Coka Nostra kan købes i døren, og gruppen spiller på følgende datoer:
15. april – Posten, Odense
16. april – Gimle, Roskilde