Nyhed

Michael Falch på halv-akustisk turné

Michael Falch og Boat Man Love spiller hele den nye plade, som udkommer mandag, live

Michael Falch, der udsender pladen "Fodspor I Havet" på mandag, er tilsyneladende en travl mand. Vi har lige set ham i den kærlige satire om den danske pladebranche "Manden Med De Gyldne Ører". Han er indstillet til en Bodil for sin rolle i filmen "Applaus". Han har lige startet nyt pladeselskab med vennen og kollegaen Poul Krebs, og 27. januar drager de to, som vi tidligere har fortalt det her på siden, land og rige rundt med deres guitar.

Nu har Michael Falch således også offentliggjort endnu en turné, nemlig en såkaldt halv-akustisk tur med bandet Boat Man Love og et siddende publikum, hvor hele den nye plade spilles nummer for nummer i første sæt, mens der i andet sæt stiftes bekendskab med de gamle Falch-hits i vanlig elektrisk udgave.

"Fodspor I Havet" har i dag været anmeldt i flere medier og fået både tre, fire og fem stjerner. GAFFAs Jan Opstrup Poulsen var den mest forbeholdne og skrev blandt andet:


"Resultatet er en antirockplade, hvor det er en skurrende poesi og et lettere skramlet musikalsk udtryk, som sætter fodsporene. Det er samtidig en tilbagevenden til den mere patosfyldte Michael Falch, og her holder isen ikke altid."

Jyllands Postens Jan Lambertsen var straks mere begejstret og sluttede sin fem-stjernede anmeldelse af med disse flotte ord:

"Bare to uger inde i 2010 giver det ikke mening at tale om årets album. Men de skal stramme sig an derude i rockmiljøet, hvis de skal overgå dette."


 

Michael Falch og Boat Man Love:

8/4 Stars, Vordingborg


9/4 Gjethuset, Frederiksværk

10/4 Skråen, Aalborg

15/4 Performers House, Silkeborg


16/4 Værket, Randers

17/4 Århus Musikhus

22/4 Magasinet, Odense


23/4 Bygningen, Køge

24/4 Elværket, Holbæk

29/4 Amager Bio, København


30/4 Det Musiske Hus, Frederikshavn

ANNONCE