Nyhed

Musikcaféen præsenterer Upcoming Onsdag

Musikcaféen i København lancerer nu et nyt koncept, de kalder for Upcoming Onsdag, hvor endnu ikke etablerede kunstnere har mulighed for at indtage scenen

Det er med åbne arme, at Musikcaféen i København, som er placeret i Huset i Magstræde, tager imod bands, der endnu ikke har etableret sig på den store musikscene. Idéen er at give de uerfarne musikere lidt fylde på deres musikalske CV, og det spænder fra de helt små gymnasiebands til mere øvede bands, alene med kravet om, at kunstnerne er ambitiøse samt endnu står som et ukendt navn for befolkningen. Initiativtager Mikkel Larsen udtaler sig om det nye tiltag:

"Hele meningen med Upcoming Onsdag er, at vi skal give de unge bands nogle udviklingsmuligheder og noget tro på egne evner. I Danmark er der ofte alt for langt mellem pladeselskaber, som skal tjene penge, og et talentfuldt vækstlag, som aldrig får en chance. Det er vigtigt, at vi får skabt kontakt mellem vækstlaget og de mellem-etablerede bands i dansk musik, således at der kan opstå en større synergi i musik-kulturen, som vi ser det i bl.a Sverige. Vi vil have et naturligt fravalg af bands, og præmisserne for at blive valgt til, er lige dele kvalitet og initiativ. Vi forventer, at de bookede bands har gjort et aktivt stykke arbejde med deres profil og og er parat til at gøre noget for at trække folk til".

Den første onsdag i hver måned vil dog skille sig ud ved at være en åben scene kaldet "Mixtapes".


Upcoming Onsdag skydes i gang onsdag den 27. januar, hvor aftenen byder på et episk lydlandskab med poppede melodier og støjende guitarer. De optrædende består af franske Dalaï Lama Rama FaFaFa samt den københavnske gruppe Kandy Kolered Tangetine, som GAFFA tidligere har haft en snak med.

Program og yderligere information kan findes på Husetmagstraede.dk

ANNONCE