Nyhed

Nitzer Ebb udgiver nyt

Gruppen er også blevet sat på som opvarmningsnavn til de to udsolgte Depeche Mode-koncerter

Så er der godt nyt til alle Ebbheads - femten år efter at have udsendt deres seneste album, "Big Hit" er gruppen nu klar med nyt materiale, der udsendes 1. februar under titlen "Industrial Complex". I den forbindelse er gruppen desuden blevet valgt som opvarmningsnavn til den kommende Depeche Mode, der vil bringe bandet til Danmark senere samme måned.

Nitzer Ebb blev dannet i 1982, og debuterede i 1987 med albummet "That Total Age", hvilket betød, de blev valgt som opvarmningsnavn for Depeche Mode, da de skulle tage albummet "Music For The Masses" på turné i USA. Siden kom en stribe udgivelser, indtil bandet gik i opløsning på turnéen efter udgivelsen "Big Hit".

De to originale medlemmer Bon Harris og Douglas McCarthy fandt dog i 2006 sammen med trommeslageren Jason Payne (der medvirkede på Big Hit-turnéen) for at give en række koncerter, og derefter at lave nye fortolkninger af deres gamle numre til opsamlingspladen "Body Of Work" fra 2006.


Men nu handler det altså om helt nyt materiale, der udsendes 1. februar, og hvor man kan høre Martin Gore fra Depeche Mode synge med på sangen "Once You Say". Som nævnt kan bandet også opleves live samme måned, når de varmer op for Depeche Mode i Horsens 22. og 23. februar.

ANNONCE