Nyhed

Paul McCartney ville med i Them Crooked Vultures

The Beatles-stjernen fortæller, at han var tæt på at komme med i supergruppen, men at Dave Grohl havde andre planer

Rockstjernerne Dave Grohl, John Paul Jones og Josh Homme grundlagde sidste år supergruppen Them Crooked Vultures, der også har Queens of the Stone Age-guitaristen Alain Johannes med som livemusiker. Men Paul McCartney var også lun på den nystartede gruppe og fortæller i et interview, at han spurgte Dave Grohl, om han måtte være med.

Dave Grohl og Paul McCartney stod på scenen sammen til Grammy-ceremonien i februar måned, og da de to senere spiste sammen den aften, blev der snakket forretninger. Paul McCartney har netop fortalt avisen The Daily Mail om aftenen Foo Figthers-frontmanden:

"Vi tog ud for at få en bid mad bagefter, og Dave fortalte mig, at han var i gang med at starte et band med Josh Homme. Jeg spurgte ham, hvem der skulle spille bas, og tåbeligt nok sagde han, at han i forvejen havde kontaktet John (Paul Jones, red.). Så her kan I læse det for første gang. Paul McCartney var lige ved at blive bassisten i Them Crooked Vultures. Faktisk tror jeg ikke, at det nogensinde var sket, men det er sådan et interessant projekt."


Paul McCartney havde også flere overvejelser end som så om at deltage i X Factor-programmet i England sidste år, hvilket han også fortæller om i interviewet:

"Da jeg fik tilbuddet, var der mange folk, der blev polariseret. Mange af mine venner fortalte mig, at jeg ikke skulle gøre det, og at det ikke ligefrem var "Jools Holland" (BBC-program, red.). Det er et pop-show. Det som ændrede min mening omkring det var – ud over at der et kæmpestort publikum – at det var et familieshow, og at der er så mange børn, der går utroligt meget op i det."

At Paul McCartney stadig er en gigant i musikken, vidner udsolgte stadionkoncerter og deltagelsen i de forskellige populære tv-programmer om, men Beatlen har ingen "master plan" for sin karriere, som han selv udtrykker det i interviewet og fortæller til slut, at han bare "har det sjovt og føler mig genoplivet og glad for, at folk stadig er interesserede".


ANNONCE