Den tredobbelte Fight Night Champ afslører i en video sammen med den svenske rapper Petter, at han i stedet vil være dommer
Mens Pede B's tredje album "Jungleloven" er på trapperne, dukker der nu en video op, hvor man kan se den danske kunstners arbejde med den storsælgende svenske rapper, Petter, som gik i vokalboksen for at levere vers til det kommende album. I videoen er det dog Pede B, der overrasker ved at fortælle, at han ikke ønsker at stille op i næste omgang af det store freestyle-show Fight Night.
Udover Petter er både Bai-D fra Suspekt og TV2-sangeren Steffen Brandt blevet offentliggjort som gæstevokalister på "Jungleloven". I den eksklusive Youtube-video ser man tilblivelsen af nummeret "Spisetid" fra albummet, hvor Pede B må stå tidligt op for at komme i studiet med Petter, der tager morgenflyveren fra nabolandet.
Petter lader i løbet af dagen Pede B vide, at han er imponeret af hans freestyle-evner, og spørger, om han stiller op igen, hvortil Pede B svarer, at han har vundet tre gange, og at han vil stoppe nu og i stedet fokusere på sin "rigtige musik". Derudover fortæller han til den svenske rapstjerne, at han gerne vil være dommer til dette års udgave af freestyle-konkurrencen, for stadig at være en del af det.
Om hiphoppere og freestyle-entusiaster ser Pede B ved dommerbordet næste gang, vil tiden vise, men der skal ikke herske tvivl om, at arrangementet mister en af deres bedste kombattanter, som med sine tre sejre også er den mest vindende nogensinde.
Se hele videoen her: