Den århusianske RECession-festival efterspørger nu bands til 2010's program
Der står rock, metal, hiphop og elektronisk musik på programmet, når RECession for 10. år i træk åbner dørene til musikkens undergrund. Tilrettelæggerne bag festivalen er begyndt at planlægge programmet anno 2010, og søger nu efter bands, der har lyst til at give deres besyv med ved at optræde på de skrå brædder.
RECession fokuserer på nichemusik, hvilket skal forstås på den måde, at musikken ikke går for at være mainstream inden for den respektive genre. De har til formål at fokusere på bands med en særlig lyd og et særligt udtryk, der ikke umiddelbart lader sig placere genremæssigt. "Det er dem, der med tiden bliver de banebrydende kunstnere, som man husker", siger festivalens koordinator og talsmand Kim Holm på festivalens egen hjemmeside.
Sidste år talte RECession blandt andre navne som Martin Hall, Front 242, Leæther Strip, Mnemic, Yellowish og Pocket Life.
Har man som band eller solist lyst til at optræde på RECession 2010, skal man indsende sit lydmateriale samt information om bandet til: Kim Holm, Brorsonsvej 3, 8260 Viby J. Yderligere information kan læses på festivalens egen webside.
