Den maskindrevne danske gruppe spiller en længere koncertrække, der også bringer dem forbi Østrig og Norge
Hybridgruppen When Saints Go Machine dukkede frem med den roste og selvbetitlede ep i 2008, som gjorde det danske band til et seriøst bud på et nyt stort navn til de danske dansegulve. Siden er det blevet til debutalbummet "Ten Makes A Face", som de nu tager med sig på en omfattende turné.
When Saints Go Machine har i forvejen stået på scenen i Roskilde og til Spot Festival, som også har taget gruppen med til deres kommende "Spot On Denmark"-arrangementer i Wien og Salzburg og til den norske by:Larm festival i år.
Den elektroniske gruppes debutalbum har samtidig også fået flotte ord med på vejen fra GAFFAs anmelder Simon Christensen, som gav det fire stjerner og skrev blandt andet:
"Den københavnske popkvartet When Saints Go Machine har en ep og en Roskilde-koncert i bagagen, allerede inden de debuterer med 'Ten Makes A Face', der overordnet har en cool afsøgende karakter - og viser et mangesidet ansigt gennem de ti skæringer. (...) Sangskrivningen og teksterne er i sig selv i særklasse, og selvom alle numre kan kaldes pop, så er de hver især forskellige fra hinanden, også i produktionen, der undervejs flirter med wall of sound og vokalharmonier."
Den københavnske popgruppe og deres album "Ten Makes A Face" kan nu opleves på en lang række danske spillesteder i foråret, og man kan købe billetter til koncerterne via GAFFA Live.
When Saints Go Machine kan opleves på følgende steder og datoer:
4. februar: Wien, B72, Spot On Denmark
5. februar: Salzburg, Yeah Club, Spot On Denmark
6. februar: Bratislava, A4 - ZERO SPACE
12. februar. Toldkammeret, Helsingør
18. februar: Oslo, Bylarm, Club Bylarm, Fisk og Vilt
19. februar: Oslo, Bylarm, Teltet
5. marts: Vanløse, Kulturhus
6. marts: Silkeborg, Performers House
8. april: Viborg, Paletten
15. april: Kbh, Vega (m. Turboweekend)
16. april: Odense, Kansas City
17. april: Sønderborg, Sønderborghus
23. april: Roskilde, Gimle
1. maj: Vejle, Bygningen
7. maj: Ålborg, Studenterhuset
8. maj: Slagelse, Kulturgodset
28. maj: Horsens, Kulisselageret
29. maj: Kolding, Pitstop





