Nyhed

19 døde til Love Parade

Den populære tyske musikbegivenhed udviklede sig i weekenden til en katastrofe

Det anslås at omkring 1,4 millioner mennesker i denne weekend havde taget turen til Duisburg for at deltage i Love Parade, der siden de tidlige 90'ere har været et samlingspunkt for elskere af elektronisk musik fra hele verden. I denne weekend udviklede festen sig dog katastrofalt, da 19 mennesker blev dræbt og mere end 300 sårede, da der pludselig gik panik i folk.

Problemet opstod omkring en tunnel, hvor alt for mange mennesker var samlet, og da presset blev for stort opstod der panik, hvilket resulterede i at folk blev væltet omkuld og trampet ihjel. Uheldet beførte ikke en umiddelbart lukning af festivalen, da man frygtede at dette ville skabe endnu en paniksituation. Men Love Parade blev dog lukket ned nogle timer senere, og arrangørerne har annonceret, at det nu er slut med Love Parade.

Festivalen har tidligere haft problemer med de store folkemængder, der både fylder og sviner meget i bybilledet. Derfor blev arrangementerne to år i træk aflyst (2004 og 2005), og sidste års arrangement, der skulle have været det første uden for Berlin, blev også aflyst.


I følge Politiken er det nu kommet frem, at området i Duisburg slet ikke var gearet til at håndtere over en million festende gæster. Faktisk var der kun plads til 250.000 mennesker, og samme medie kan fortælle, at politiet hele året igennem havde advaret om, at området ikke var stort nok.

Om sin beslutning om at aflyse Love Parade for evigt udtalte festivalens grundlægger Rainer Schaller: "Love Parade har altid været en fredelig begivenhed og en glad fest, men vil for altid være overskygget af tragedien. Det er slut for Love Parade".

ANNONCE