Nyhed

Astral Projection til Amager Bio

Der serveres trance af flere skuffer til tre koncerter på samme aften

Er man til trance, så har man efter al sandsynlighed hørt en del til de to psy-trance-pionerer fra Astral Projection, Lior Perlmuter og Avi Nissim, der begge kommer fra Israel, men i første omgang fik deres gennembrud her i Europa. Det skete tilbage i 1994, og i det seneste halvandet årti har de siddet på tronen som konger af psy-trance. De har flere gange gæstet Danmark, og gør det igen til august, denne gang med to andre trance-navne på samme aften.

Det drejer sig henholdvis om schweiziske Nicola Capobianco, der optræder under navnet Liquid Soul, og allerede begyndte sin karriere som progressiv trance-mager i 1993, og siden da har optrådt med navne Paul Van Dyk og Tiësto. Han har netop udgivet soloalbummet "Love In Stereo", så har man allerede tidligere oplevet ham live, vil der stadig være nye oplevelser i vente.

Tredje navn på plakaten er endnu et israelsk psy-trance-navn, der dog også trækker stærkt på genren goa. Space Buddha har et bagkatalog på seks studiealbum, så også her skulle der være rigeligt med materiale at trække op af hatten.


Buddha Karma Live, som de tre koncerter samlet kaldes, foregår i Amager Bio lørdag den 7. august fra klokken 22.00. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE