Bandets første plade i femten år kommer til oktober
I april offentliggjorde Gang Of Four planer om at udsende et album med titlen "Content", og ved samme lejlighed iværksatte de muligheden for at købe albummet sammen med alt fra T-shirts og autografer til bandmedlemmernes blod og en helikoptertur til Glastonbury oveni. Nu er der så endelig kommet en udgivelsesdato for albummet.
Den kommende udgivelse skulle være landet i løbet af sommeren, men er nu blevet skudt til okotber. Det seneste album fra bandet er "Shrinkwrapped" fra 1995, så fans af bandet har altså måttet vente ret længe på nyt fra gruppen, der debuterede i 1979 med albummet "Entertainment!", som indeholder singlen "Damaged Goods", og som må beskrives som en postpunk-klassiker.
Man kan fortsat besøge Pledge Music, hvor man kan investere i de forskellige pakker med Gang Of Four-gear inklusive naturligvis "Content", der udsendes 4. oktober.