Nyhed

Belinda Carlisle ude med afslørende biografi

Skriver om et liv med kokain, kirkegårdsture og kvindestyret punk

Belinda Carlisle, tidligere forsanger i et af de mest succesfulde kvindebands nogensinde, The Go-Go's, og storsælgende soloartist, er glad for, at hun startede sin karriere dengang i 1980'erne og ikke i dag. Hun mener ikke, at fortidens udskejelser ville have fået hende særlig langt i nutidens sladderblade.

"Kirkegårde klokken to om morgenen på syre. I don't think so," sagde Carlisle i et nyligt interview, der skal promovere hendes nye selvbiografi, "Lips Unsealed".

Her fortæller hun om sin opvækst i en fattig forstad til Los Angeles, hvor hun vekslede mellem at være den populære heppekorsleder og butikstyv. Som 20-årig var hun med til at danne The Go-Go's, der solgte over syv millioner albums og kom på førstepladsen på den amerikanske hitliste: Noget hidtil uhørt for et band, hvor kvinder både stod for alle instrumenterne og sangskrivningen.

The Go-Go's startede ud som punkband på den amerikanske vestkyst med multifarvet hår, forrevne strømpebukser og stiletter. "Vi havde de her engleansigter, der skjulte alle former for synd," fortæller Carlisle om bandet. Senere turnerede gruppen med det britiske ska-band Madness, hvor de spillede for skinheads på skumle engelske klubber. Men først da The Go-Go's' lyd blev mere poppet, opnåede de massiv kommerciel succes, især med debutalbummet "Beauty And The Beat" fra 1981.

Samtidig havde Belinda Carlisle problemer med kokain, og de fortsatte langt ind i hendes solokarriere, der begyndte efter The Go-Go's' opløsning i 1985. Alligevel klarede hun sig glimrende på hitlisterne med en opdateret powerpop-lyd på singler som "Heaven Is A Place On Earth". I dag er Carlisle clean, men hun gør ikke noget forsøg på at skjule, hvor glad hun var for det hvide pulver.

"Jeg elskede det fra første dag, og jeg tænkte, at når jeg en dag får råd til det, køber jeg massevis af det. Og det gjorde jeg," lyder det kontant fra den 51-årige sangerinde, der sidst var pladeaktuel med "Voilà" i 2007.

Alt det fortæller hun mere om i sin biografi, "Lips Unsealed: A Memoir", der bliver fulgt op af en afskedsturné med The Go-Go's til juli.


ANNONCE