Den canadiske rapper kommer ikke til Danmark i denne omgang
Der har været kritik af manglen på store hiphopnavne på årets Roskilde Festival, og nu må vi med beklagelse meddele, at det største af dem, der rent faktisk var booket, ikke kommer alligevel.
I en besked på festivalens officielle webside kan man læse følgende:
"Vi har desværre en kedelig nyhed.
Drake kommer alligevel ikke til at give koncert på Roskilde Festival.
Den canadiske popstjerne har været nødsaget til at udsætte sin Europa-turne, så det går ud over de første planlagte koncerter.
Vi arbejder hårdt på at finde et nyt navn."
Det fremgår ikke, hvorfor Drake har valgt at udsætte sin Europaturné, men et bud kunne være, at han har valgt at fokusere på det amerikanske marked, hvor det forventes, at hans debutplade "Thank Me Later" vil gå nummer et på hitlisten i denne uge.
Dermed er der nu to huller i programmet for årets Roskilde Festival, og vi står naturligvis klar til at meddele, hvem der skal udfylde disse huller, lige så snart Roskilde Festival har navnene klar.
Følg hele GAFFAs Roskilde-dækning på Roskilde Daily.