Det er 34 år siden, at Montmartre mistede sine gipsmasker, men den 2. juli kan klubben endelig sætte dem på plads igen
Mogens Gyllings 10 gipsmasker vækkes til live igen på Montmartre i Store Regnegade, hvor vartegnene først blev sat op og siden revet ned under en renovering, da klubben lukkede første gang i 1976.
Fredag d. 2. juli kl. 14 offentliggøres maskerne ved en reception i klubben, hvor Mogens Gylling, Niels Lan Doky og Henrik Wolsgaard-Iversen hylder maskerne i ord, mens pianisten Martial Solal og bassisten Mads Vinding hylder dem med musik og skyder Montmartres festivalprogram i gang senere samme aften.
Den nu 74-årige Gylling har arbejdet månedsvis i sit atelier i Frederiksværk på at genskabe maskerne, som er og var kendt af musikere og tusindvis af musikelskere verden over. "50-60 mennesker er på daglig basis forbi klubben og spørger efter maskerne, og når jeg taler med udenlandske musikere om at optræde hos os, så er maskerne som regel det første de spørger til, næst efter økonomi og praktik. Maskerne har altid haft en magisk tiltrækning på folk, og derfor er det også en kæmpe glæde, at vi nu kan vække dem til live igen i deres rette element", udtaler Niels Lan Doky, musiker og medstifter af Jazzhus Montmartre.
Montmatres festivalprogram byder blandt andet på Martial Solal & Mads Vinding Duo, Kenny Barron Trio og David Sanchez. Du kan se mere her.