Nyhed

Steve Harley & Cockney Rebels spiller i aften

I aften kommer den engelske singer/songwriter Steve Harley forbi Amager Bio i København

Med sig til København i aften har sangeren Steve Harley sit trofaste backing band Cockney Rebel, der dog har andre medlemmer i dag, end da Steve Harley fik sit store hit "Make Me Smile" tilbage i 1975.

Netop "Make Me Smile" har siden været signaturhittet for Harley, og den engelske brancheforening "The Performing Rights Society" har fastslået, at "Make Me Smile" er et af de mest spillede numre nogensinde i britisk radiohistorie. Mere end 100 gange er nummeret blevet genindspillet af andre bands. På syv forskellige sprog.

Harley har gennem sin lange karriere dog desuden haft adskillige andre hits, og endda skrevet tekster for størrelser som Rod Stewart, som gerne kalder ham "en af de allerbedste lyrikere i hele UK ". Steve Harley er blevet tildelt den prestigefyldte pris "Gold Badge Of Merit" af "The British Academy of Composers and Songwriters" tilbage i 2002, og der er intet der tyder på, at Harley har tænkt sig at stoppe foreløbigt: "Jeg elsker det mere end nogensinde før, jeg kan ikke forestille mig nogensinde at stoppe, jeg har jo så mange gode sange".


Steve Harley & Cockney Rebel kan opleves i Amager Bio i aften fra kl. 20. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE