Endnu en af Pumpehusets koncerter har fundet nye skrå brædder at stå på
Thrash metal-fans kan ånde lettet op. Den tidligere annoncerede Thrash Fest 2010, der skulle foregå i Pumpehuset den 6. december, er blevet flyttet til Amager Bio.
Dermed får også de københavnske fans fortsat mulighed for at træne nakkemusklerne til et par af trashens flagskibe i form af tyske Kreator (billedet), amerikanske Exodus og Death Angel samt græske Suicidal Angels. Næsten alle bands er pladeaktuelle, når de rammer Danmark. Death Angel har eksempelvis annonceret et nyt album, der skal ramme butikkerne i det sene efterår.
Kreator derimod afslutter en to år lang turne for deres seneste udspil "Hordes Of Chaos". Derefter skal tyskerne i studiet og indspille efterfølgeren, der skal udkomme i løbet af 2011. Turneen er blevet mulig, fordi Kreator selv netop har underskrevet kontrakt med samme pladeselskab som de tre andre bands, nemlig det tyske metalselskab Nuclear Blast.
Billetsalget er endnu ikke startet, men billetprisen er sat til 250 kr. plus gebyr.
Thrashfest 2010 løber af stablen den 6. december i Amager Bio i København og den 9. december på Voxhall i Århus.