Mød Trentemøller, Katie Melua, Spejderrobot, CocoRosie og mange flere - og læs stort uddannelsestillæg og se, hvad der blev af sex, drugs & rock'n'roll
Så er årets sjette GAFFA på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, features, anmeldelser, nyheder og livekalender - samt et stort uddannelsestillæg.
Juni måneds hovedhistorie gælder Trentemøller, som er tilbage med den længe ventede opfølger til det storsælgende debutalbum "The Last Resort". Vi har mødt elektro-stjernen, der bedst arbejder i nattens mulm og mørke.
Katie Melua er tilbage med albummet "The House". Vi har talt med sangerinden, der blandt andet fortæller om samarbejdet med stjerneproduceren William Orbit, især kendt fra Madonnas "Ray Of Light"-album - og om at give koncert 300 meter under havets overflade.
Spejderrobot har fået masser af omtale for sin originale elektroniske musik - og for det faktum, at han ingen hænder har. Vi har mødt ham på tomands-, undskyld, enfingerhånd.
CocoRosie er albumaktuelle. Mød søsterduoen, som er kendt for sin originale blanding af folk, elektronika, legesyge indfald og en uforfalsket hippie-attitude.
Hvad blev der af sex, drugs & rock'n'roll? GAFFA undersøger i en ny temaserie, om rock'n'roll-myten stadig lever, eller om der er gået ren smoothies og sundhedsfanatisme i den danske rockscene anno 2010. Hør blandt andre Volbeats og Henrik Marstals bud på den sag.
GAFFAs store uddannelsesguide er tilbage. Denne gang kan du blandt andet læse et interview med Marybell Katastrophys Marie Højlund, der fortæller om sin uddannelse som audiodesigner, om Valravns betydning for den nordiske kultur, og vi har mødt den succesfulde designerduo Hvass&Hannibal, kendt for samarbejder med Efterklang, Turboweekend og Depeche Mode.
Derudover kan du også møde John Grant, Susanne Sundfør, Annasaid og Before The Show og mange andre, ligesom du kan læse om den VM-aktuelle Christian Poulsens forhold til musik i vores serie "Finale".
Du kan desuden, hvis du er medlem af Klub GAFFA, læse et stort portræt af Shu-bi-dua i anledning af genudgivelsen af hele deres bagkatalog. Du kan også se interview med Lou Reed og en artikel om genudgivelsen af Rolling Stones' klassiker "Exile On Main Street". Læs mere om tillægget, de mange fordele og konkurrencer hos Klub GAFFA.
Derudover kan du som altid finde masser af nyheder, anmeldelser og omtaler. Så find GAFFA på en café, et bibliotek, en plade-/musikforretning eller en uddannelses- eller kulturinstitution nær dig, eller læs bladet online. God fornøjelse med juni-udgaven af GAFFA!
