"Musikbiografen" lægger ud med Woodstock-filmen "3 Days Of Peace And Music" førstkommende lørdag
Sommeren over vil der være gratis musik og film i den smukke Ørstedspark i København, og første arrangement finder sted den 29. maj med en visning af Woodstock-filmen "Woodstock, 3 Days of Peace and Music" fra 1969. Musik inden filmen vil blive leveret af Mekka, som er Jonas Stampe (Snöleoparden) med band, India, The New Artless Creatures og Papertigers samt Kristina Renee.
Det sommerlige initiativ med navnet "Musikbiografen" er skabt af tre Kaospilot-studerende, og vil den sidste lørdag i måneden lade legendariske bands opstå på det store lærred i parken ved Nørreport Station.
Om første arrangement siger medarrangør Nicholas Folkerman Knudsen i bedste Woodstock-ånd:
– Dette er lavet med vores kærlighed til musik først og fremmest, men så sandelig også fordi der ikke findes noget bedre end at høre og se noget smukt for sindet og på samme tid være en del af en forsamling af mennesker der mener at kærlighed blandt andet findes, når man deler en fed oplevelse.
Til hvert arrangement vil der som optakt være live-musik inspireret af den pågældende film. Herudover vil der til Woodstock-dagen være besøg af kunstner Martin Fraenkel, som på dagen vil kreere et stort maleri i det fri, ligesom tatovører, syersker og andre sjove indslag vil indfinde sig.
Ved første arrangement på lørdag vil der være musik fra klokken 15 ledsaget af rock-dj's, som til dagen har fundet deres mest støvede plader frem for at skabe den rette 60'er-nostalgi.
Ved mørkets frembrud vil den anmelderroste "Woodstock, 3 days of Peace and Music" blive vist på det store lærred.
