Til efteråret kan man høre Nick Caves hidsige sideprojekt i både Randers og København
Grinderman med Nick Cave i front spiller to koncerter i Danmark til efteråret. Bandet har indtil videre kun udgivet et enkelt album, der fik hele fem stjerner af GAFFAs anmelder, Jeppe Krogsgaard Christensen. Han skrev følgende:
"Sammen tilvejebringer kvartetten en suveræn skramlen, og det er utroligt, hvor djævelsk godt den groft slebne musikalitet og ungdommelige vildskab klæder de grånende mestermusikere. At Cave og hans håndlangere er uden sidestykke i musikhistorien, ved enhver musikinteresseret dosmer – og Grinderman er endnu et ærefrygtindgydende bevis derpå."
Grinderman har desuden færdiggjort et nyt album, der ifølge Warren Ellis er mere psykedelisk end det første, men endnu foreligger der hverken titel eller udgivelsesdato på det kommende album. Til gengæld står det fast, at det populære liveband lægger vejen forbi Danmark sidst i oktober.
Grindermans medlemmer er nok mest kendt fra Nick Caves hovedprojekt, the Bad Seeds. Nick Cave and the Bad Seeds har fra og med debuten "From Her to Eternity" fra 1984 har udgivet fjorten albums, der dyrker eksistensens skyggesider. Eksempelvis har temaer som kærlighedens dæmoni og en uafladelig dødsbevidsthed kendetegnet en del af pladerne, hvoraf én ligefrem har fået titlen "Murder Ballads".
Nick Caves udgivelser i The Bad Seeds i de senere år har været mere afdæmpede og præget af klaverbårne ballader på albums som "Boatman's Call" og "No More Shall We Part". Helt opgivet rocken har The Bad Seeds på ingen måde, som det også kan høres på deres seneste to album, "Abattoir Blues/The Lyre Of Orpheus" og "Dig, Lazarus, Dig!!!" fra henholdsvis 2004 og 2008, men Grindermans udfarende og seksuelt ladede udtryk har været en velkommen saltvandsindsprøjtning i Caves katalog. Det skal blive spændende at se, hvad det nye album og disse koncerter har at byde på.
Koncerterne finder sted 23. oktober i Falkoner Teatret, København og 24. oktober i Værket i Randers. Billetsalget til København-koncerten begynder 31. maj klokken 10 via GAFFA Live, og billetsalget til Randers-koncerten begynder samme tidspunkt på Randersbilletten.dk