Nyhed

John Frusciante og Omar Rodriguez udgiver album

De to guitarister har sammen lavet en plade, og profitten herfra går til velgørenhed

I december sidste år bekræftede John Frusciante, at han ikke længere er en del af Red Hot Chili Peppers, og at han ikke havde været det i mere end et år, men siden da har der været ret stille på Frusciante-fronten. Det betyder dog ikke, at han er stoppet med musikken, selvom han har udtalt, at han er "færdig med at lave musik for profit og andre mennesker". Det er netop også med velgørenhed i tankerne, at han i mandags udgav et syv numre langt album med alternativ/progressiv rock, i samarbejde med Mars Volta-guitarist og filmskaber Omar Rodriguez.

Albummet hedder ganske enkelt "Omar Rodriguez Lopez & John Frusciante", og skulle ifølge Rodriguez' hjemmeside være indspillet for mange år siden, men de fleste af numrene har aldrig før været udgivet. Nu udgives det så digitalt, og kan downloades ganske gratis, men Rodriguez og Frusciante opfordrer til, at alle der downloader pladen donerer penge til Keep Music In Schools-projektet. Alle donationer går ubeskåret til formålet.

Har man lyst til at høre hvad de to har fundet på, kan man gå ind på Rodriguezs hjemmeside. Der kan doneres et hvilket som helst beløb til det gode formål, men vil man have det gratis, er der instruktioner til dette på websiden.


ANNONCE