Nyhed

MGP-stjerne sigtet for drab

[Opdateret] Den tidligere rapper blev i går anholdt, sigtet for at have stukket sin tilsynsværge ned på åben gade

I 2001 blev en nu 21-årig rapper kendt for sin deltagelse i Børne-MGP, hvor hans deltagelse skaffede ham en tredjeplads i finalen, og senere udgav han et enkelt album. Ifølge Ekstra Bladet har den tidligere MGP-stjerne i en periode været ude i et omfattende hash-misbrug, og været indlagt på psykiatrisk afdeling, hvilket var grunden til, at han fik udpeget en tilsynsværge af kommunen. Det er tilsynsværgen, en 50-årig mand, der blev offer for overfaldet, der skete tæt på rapperens adresse på Amager. 

Den 21-årige havde ifølge politiet aftalt et møde med tilsynsværgen, og havde sat sig ind i tilsynsværgens bil, hvorefter han efterfølgende overfaldt ham med en kniv. Tilsynsværgen blev stukket flere gange, og mindst én gang i hjertet, oplyser den centrale efterforskningsleder fra Københavns Politi. Lige nu foretages der ligsyn for at fastslå dødsårsagen, som forventes at bekræfte at den 50-årige døde af flere knivsstik. Efterforskningslederen Kenneth Vesth fortæller til Ekstra Bladet:

"Efter at have stukket den 50-årige talrige gange gik den 21-årige stille og roligt ind i forældrenes køkken og lagde kniven på plads i køkkenet. Da vi nåede frem, sad han på en kantsten tæt ved drabsstedet. Han havde en smule blod på tøjet."


Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre rapperen, oplyser en kilde i Københavns Politi til TV2.dk. Han skulle være så psykisk ustabil, at han i øjeblikket ligger fastspændt på en psykiatrisk afdeling, hvilket også efter al sandsynlighed betyder, at den tidligere MGP-stjerne ikke vil være til stede, når sagen i dag fremstilles for en dommer i Københavns Dommervagt klokken 12.00.

Politiet har oplyst, at fremstillingen in absentia højst sandsynligt ikke kommer til at foregå for lukkede døre.

[Nyheden er blevet opdateret, da der i dag 12. maj klokken 12:45 blev nedlagt navneforbud i sagen]


ANNONCE