Også White Pony og Fagget Fairys optræder
Planningtorock, der er navnet på berlinske Janine Rostrons solorprojekt, er klar til koncert på Pumpehuset. Selv om Planningtorock udgav sin debutplade "Have It All" i 2006, er det nok de færreste, der kender til projektet. Men Janine Rostron var faktisk i København så sent som i efteråret, da hun deltog i Det Kongelige Teaters opsætning af The Knife-operaen "Tomorrow, in a Year". Stykket, der i cd-versionen fik intet mindre end seks stjerner i GAFFA, blev særligt rost på grund af "de på én gang smukke, rædselsvækkende numre, som er dragende, men også utilnærmelige i deres totale mangel på leflen".
Ligesom den elektroniske, svenske duo The Knife gør Planningtorock en dyd ud af at skabe en helt særlig stemning til sine koncerter, blandt andet ved hjælp af overdådige visuals og overdrevne udklædninger. På sit kommende album med titlen "Planet 9" har hun dog også fået assistance fra Olof Dreijer fra netop The Knife, men derudover også fra James Murphy (LCD Soundsystem) og Al Doyle (Hot Chip).
Koncertarrangementet på Pumpehuset tæller blandt hovednavnene også White Pony og Fagget Fairies. Det foregår 12. maj, og billetter kan købes i døren til 80 kroner.