Nyhed

D'Angelo erklærer sig uskyldig

R&B-sangeren holder fast i sin uskyld i prostitutionsanklagerne

I går kunne man her på siden læse, at den amerikanske R&B-sanger D'Angelo var blevet arresteret, da han i Greenwich Village, New York efter sigende skulle have tilbudt en prostitueret penge for oralsex, hvilket blev problematisk for sangeren, da kvinden viste sig at være civilbetjent.

Nu har en talsmand for D'Angelo været ude med en pressemeddelelse, hvor den arresterede sanger erklærer sig uskyldig, og han anfægter beskyldningerne om, at han skulle have antastet en prostitueret. Samtidig skriver The New York Times dog, at de kolde facts er, at anonyme vidner kan bekræfte, at D'Angelo med 10.000 dollars i lommen stoppede den civilklædte lokkedue og tilbød 40 dollars for sexuelle ydelser.

R&B-sangerens talsmand trøster dog de mange fans med, at idolet er i god behold, og at han glæder sig utrolig meget til at få det kommende album (indtil videre kaldet "James River") på gaden. D'Angelo meddeler, at han er dybt rørt over de mange fans, der har udtrykt deres bekymring for hans ve og vel, og maner de loyale skarer til ro, så "det amerikanske retssystem kan få fundet en løsning inden der bliver draget forhastede konklusioner", skriver MTV News.


ANNONCE