Nyhed

Elton John og Leon Russell samler kræfterne

De to legendariske musikere har været i studiet med Bernie Taupin, og skulle inden længe være aktuelle med en fælles plade

Umiddelbart er der ikke den store overraskelse i et samarbejde mellem Bernie Taupin og Elton John, det er set et utal af gange. Men denne gang er der et tvist i plottet. Det kommer i form af den amerikanske singer/songwriter Leon Russell, der tidligere har arbejdet sammen med et utal af tunge drenge, eksempelvis Eric Clapton, Frank Sinatra, Joe Cocker og The Rolling Stones. Trioen skulle have tilbragt de sidste par måneder i studiet, og resultatet er femten sange, der i øjeblikket er ved at få lagt vokaler til. Det skriver Bernie Taupin på sin hjemmeside:

"De rå optagelser til Bernie og Eltons nye album med Leon Russell er netop blevet færdige, og vi begynder at arbejde med vokal og overdubs øjeblikkeligt. Trioen har indspillet femten sange, der spænder over Stones-agtig rock, country-farvede ballader, gospel og endda et Sinatra-agtigt sentimentalt nummer i stil med "In The Wee Small Hours" (Sinatra-album fra 1955, red.). [...] Forvent ikke den samme gamle EJ/BT lyd. Det her er en organisk indspilning, der ikke lyder som noget man før har hørt fra denne duo."

Der er i øvrigt hentet en god portion prominente gæsteoptrædener ind, blandt andre Neil Young, og har T Bone Burnette (Elvis Costello, B.B. King, m.fl.) som producer. På nuværende tidspunkt er der ikke sat en konkret udgivelsesdato på pladen, der heller ikke har fået en titel endnu.


ANNONCE