Legendariske Paul Simons søn debuterer den 6. april
"Hvad fatter gør, er altid det rigtige," hedder det i et gammeldansk eventyr af samme navn. Om Harper Simon, søn af Paul Simon, har læst eller hørt den historie, vides ikke, men nu går han i hvert fald i faders, og mange andre musikerbørns fodspor, og udgiver sin egen plade. Den selvbetitlede debut er i handelen 6. april, og gæstelisten inkluderer Sean Lennon, søn af John, Steve Gadd, og naturligvis fader Paul.
Den selvbetitlede debut er produceret i samarbejde mellem Harper selv og Cash- og Dylanproducer Bob Johnston i countrymusikkens hovedstad Nashville. Musikken er dog ikke country, men derimod singer-songwriter-pop af den moderne slags, med tydelig inspiration hentet i faderens lyd.
"Albummet er ikke bare en sammensætning af ti tilfældige sange," udtaler Harper i pressemeddelelsen. "Det har en rød tråd. Det har struktur. Det er et forsøg på at lave ti sange, der alle er lige gode, og passer sammen i en samlet helhed."
Selvom den 37-årige musiker nu albumdebuterer, er det langt fra første gang, han skal stå på en scene. Allerede som tolvårig var han med Paul på tour, og siden har han blandt andet spillet i London-bandet Menlo Park.