Hardcore-bandet står uden vokalist. Igen.
Det danske hardcore-band Last Mile må endnu en gang sætte jagten ind på en ny forsanger. I november måned sidste år kunne bandet ellers meddele, at Christian Vest, efter et par vellykkede optrædener med bandet, var blevet den nye forsanger. Cirka fire måneder efter, er Vests samarbejde med Last Mile et overstået kapitel.
Last Mile blev stiftet i slutningen af 2007, og bandets relativt korte levetid taget i betragtning har der allerede været en del udskiftninger. Blandt andet måtte trommeslager Michael Snick Sørensen (eks-Barcode) forlade Last Mile på grund af rygproblemer. Han blev erstattet af Jeppe Munk, hvis plads Peter Høj Larsen nu har overtaget, og bandets tidligere vokalist, Laurits Medom Nielsen, blev erstattet af Vest, der altså heller ikke er en del af bandet længere.
Eks-Hatesphere-vokalist og guitarist i Last Mile, Jacob Bredahl, meddeler derfor, at bandet søger en ny vokalist, og opfordrer interesserede til at melde sig under fanerne, hvis de føler, at de kan bidrage til bandets lyd.
Derudover afslører Bredahl, at Last Mile er i gang med at skrive nye numre til deres kommende album, der følger den selvbetitlede debut fra 2008, og 2009's EP "The Heavy Weight EP".