Udgivelsen fejres med en releasekoncert denne weekend på spillestedet Train i Århus
I august sidste år vandt Århus-gruppen Oh Stacy talentkonkurrencen Starfighters på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Præmien var 100.000 kroner til karrieren. Nu er nogle af disse klejner blevet omsat til en debut-ep, der udsendes i denne uge med titlen "Impress".
Oh Stacy har kun eksisteret i halvandet år og har udover at vinde Starfighter blandt andet spillet supportjob for The Living End på VEGA og høstet gode anmeldelser her hos GAFFA - både for deres liveoptræden og for deres demo. Deres liveoptræden på Starfighters fik 4 stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, og det på trods af, at det kun var bandets tredje livekoncert.
Senere på året, i december, gav GAFFAs demoanmelder Hansen Oh Stacys demo 5 stjerner og kårede den som Månedens Demo. Han kaldte sangskrivningen sikker og vokalen karismatisk. Flotte ord for så ungt et band.
Ep'en, med titlen "Impress", er mikset af indiemanden Tom Woodhead fra Leicester og udgives på selskabet Tubescream fredag den 26. marts. Det sker i forbindelse med en releasekoncert på Train i Århus, hvor også Annasaid, Mislyd og franske Kavinsky spiller. Releasekoncerten finder naturligt nok sted fredag den 26. marts, klokken 21.30 på Train. Billetter koster 60 kroner.