Nyhed

Stemmen fra Amstrong og Antenne solodebuterer

Marie-Louise Munck har netop udgivet albummet "The Birds Fly Up"

Melodisk pop mættet med melankoli er ikke ukendt territorium for Marie-Louise Munck, der tidligere har markeret sig med sin kraftfulde vokal i gruppen Amstrong og duoen Antenne, som begge har lyd i samme mol, og da hun kastede sig over solokarrieren, tog hun da også en god portion af den ballast herfra med sig. Alligevel er tilgangen til musikken, inspirationen og det færdige udtryk på den netop udgivne debut, "The Birds Fly Up", i en helt anden boldgade, fortæller hun GAFFA.

– At have været en del af Amstrong og Antenne har meget været en øvelse i at tune sig ind på andre, hvor arbejdet med "The Birds Fly Up" har været at tune sig ind på mig selv. Jeg synes, Amstrong, Antenne og mine egne sange har et meget forskelligt udtryk. Det, der har drevet mig frem mod sangene på "The Birds Fly Up", er et ønske om at favne den, jeg er, og give det et udtryk: At træde ind i verden.

Marie-Louise har selv stået for sange og tekster, ligesom hun har været med til at sammensætte de musikalske arrangementer og også siddet med som producer på pladen. Det var nødvendigt for hende at have en finger med i det hele, så hun kunne føle sig frem til det næste skridt i pladens udvikling.


– Hvad angår sangskrivningen, så kommer inspirationen fra at være her i verden og opleve den; tage den ind, tænke over den, føle den – og så give den svar på tiltale så at sige. På "The Birds Fly Up" har teksterne i høj grad dikteret arrangementer og lydbilledet, ligesom den enkelte sangs emotionelle essens har været et godt pejlemærke. Jeg har gennem hele produktionen arbejdet tæt sammen med Troels Bech (Olesen-Olesen, Ekko m.fl.), som er co-producer på albummet, ligesom han har indspillet og mikset det. Det har været et super- frugtbart samarbejde, som jeg er meget glad for. Desuden har en række skønne musikere bidraget til albummet. Det at producere albummet har jeg betragtet som en nødvendighed for at finde mit eget ståsted både musikalsk og personligt. En betragtning, der har holdt stik, slutter Marie-Louise, der snart går i gang med at arrangere sit allerede skrevne andet album.

ANNONCE