Gruppens sjette album bærer blot bandets navn og udsendes 24. maj
Gendannede Stone Temple Pilots spillede i sidste uge med stor succes til den amerikanske SXSW-festival, og her løftede de lidt af sløret for, hvad der er i vente på bandets sjette album, der udsendes 24. maj. Det er første udgivelse fra bandet i ni år, og den friske start på gruppens karriere markeres ved at navngive albummet "Stone Temple Pilots".
Til koncerten på SXSW spillede bandet blandt andet de nye numre "Between The Lines" (første single fra det nye album), "Hickory Dichotomy" og "Huckleberry Crumble", og MTV's udsendte omtalte den første postivt, men sammenlignede de to øvrige med Aerosmith-b-sider, hvilket tydeligvis ikke var en kompliment.
Gruppens koncert blev dog ellers generelt rost i høje toner, og den var samtidig startskuddet til en turné, der lige nu ruller gennem USA indtil slutningen af maj. Til juni rammer turnéen Europa, men der er dog endnu ikke blevet plads til en dansk koncertdato.
Det kommende album er produceret af DeLeo-brødrene og indeholder tolv nye sange fra gruppen, der ikke har udsendt nyt siden "Shangri-La Dee Da" fra 2001.
"Stone Temple Pilots" udsendes 24. maj.