Nate Mendel fra Foo Fighters er vendt tilbage til gruppen, som han var ude af i fjorten år
Den amerikanske emo-gruppe Sunny Day Real Estate blev i 2009 gendannet for anden gang, og nu har bandet afsløret planer om indspille det første nye album med den originale besætning siden 1995.
Det nye er, at bassisten Nate Mendel er vendt tilbage til bandet efter fjorten års pause. Bassisten blev nemlig medlem af Foo Fighters i 1995 efter sin exit fra bandet, og derfor vendte han ikke tilbage til Sunny Day Real Estate, da de først blev gendannet. Men mens Dave Grohl spiller med Them Crooked Vultures, har Mendel udnyttet pausen til at vende tilbage til sit gamle band.
Nate Mendel var i 1992 med til at danne Sunny Day Real Estate, men da gruppen i 1995 gik i opløsning efter udgivelsen af "LP2", kom han med i Foo Fighters. I 1997 fandt nogle af medlemmerne dog sammen igen og frem til anden opløsning i 2001, nåede de at udsende to plader. Efter otte års pause blev gruppen igen gendannet, og sidste år spillede de en del jobs i USA uden dog at vise interesse for at gå i studiet.
Men nu har bandet via Billboard annonceret, at de fire oprindelige medlemmer har tænkt sig at gå i studiet for sammen at indspille deres første album i femten år. Der er dog ikke mere specifikke oplysninger end det udover at bandet til april påbegynder en turné, der blandt andet bringer dem forbi den spanske Primavera-festival. Her skal Sunny Day Real Estate blandt andet spille sammen med Real Estate og A Sunny Day In Glasgow.