Nyhed

Britney Spears er tilbage i studiet

Popsangerinden arbejder på ny sang med Dr. Luke og Max Martin

I næste uge skal Britney Spears i studiet med to store hitmagere, der også tidligere har arbejdet sammen med sangerinden. Det drejer sig om de to producere Dr. Luke og Max Martin, som skal hjælpe med arbejdet på "en stor ny sang", udtaler Spears' manager, Adam Leber, på sin Twitter-profil.

De to herrer skal, ifølge MTV News, være medproducere på popstjernens opfølger til "Circus" fra 2008.

"Brit optager en stor stor STOR ny sang på fredag med MaxMartin & TheDrLuke. Jeg er overbevist om, at det er et smash-hit!", skrev Spears-manageren i mandags.


De to producere har tidligere stået bag solide hits i Britney Spears bagkatalog. Max Martin har blandt andet arbejdet med Spears på hittet "...Baby One More Time", mens Dr. Luke havde en finger med i spillet på tre numre fra Spears seneste album "Circus" - inklusive titelnummeret.

Dr. Luke har også stået bag Ke$has "Tik Tok", Katy Perrys "California Gurls" og "Hot N Cold.", og både Dr. Luke og Max Martin stod bag Kelly Clarksons hit fra 2005, "Since U Been Gone."

Desuden tweetede Spears-manageren i september, at albummet "går rigtig godt. Måske den bedste start hidtil. Vi har nogle fantastiske numre. Ingen releasedato sat."


Dr. Luke har for nylig fortalt Hollywood Reporter, at han var glad for at arbejde sammen med Max Martin på pladen. "Personen som, på en måde, opfandt Britney, og som laver god musik."

GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding var ikke umiddelbart imponeret over Spears' foregående album, "Circus", som hun gav to stjerner. Om den nye plade højner niveauet for popstjernen med Max Martin og Dr. Luke bag knapperne, skal blive interessant at høre. Der foreligger endnu ikke nogen udgivelsesdato på den kommende plade.

ANNONCE