Det Mark Ronson-producerede album kan downloades lige før jul, men udsendes først fysisk til februar
Tolv fuldlængde udgivelser er det blevet til siden 1981 fra Duran Duran, der til december udsender albummet "All You Need Is Now" via iTunes. Man skal dog vente til februar 2011, hvis man gerne vil have albummet i en fysisk udgave.
Der har floreret sangtitler som "Being Followed", "Leave A Light On", "King Of Nowhere" samt "Safe", og skulle sidstnævnte dukke op på det kommende album bliver det med gæstevokaler fra Ana Matronic fra Scissor Sisters.
Udgivelsen af det nye album bekræftes af Nick Rhodes i et interview med Spinner, hvor han også fortæller, at der er planer om at lave musikvideoer til samtlige af albummets ni sange. Duran Duran skabte i 80'erne en lang række ikoniske videoer, og efter en mindre interessant periode i musikvideoens historie, synes Rhodes, at musikvideoer på grund af internettet og kunstnere som Lady Gaga og Kanye West igen har en værdi.
"Gagas videoer er de første, jeg har været interesserede i i meget lang tid. De er virkelig interessante, på grænsen, sjove, respektløse og smukke - virkelig godt lavet. Jeg forstår dem. Kanye giver jeg rigtig lang snor, fordi han laver nogle exceptionelle plader. Han har en enestående hjerne og har lavet nogle fantastiske videoer med virkelig gode idéer".
Nick Rhodes fortæller desuden, at det kommende album er som skabt til at turnere med, så man kan godt forvente, at bandet vil tage på en verdensturné i 2011.
"All You Need Is Now" udsendes digitalt til december og fysisk til februar.