Det islandske orkester kan opleves i København søndag
Den københavnske filmfestival CPH:DOX slutter i weekenden, og et af de afsluttende arrangementer er forevisningen af filmen "Backyard" om den islandske musikscene efter finanskrisen. Filmen bliver vist søndag den 14. november klokken 20.00 i Teater Grob efterfulgt af en koncert med det islandske band Hjaltalín, der også medvirker i filmen sammen med andre markante islandske navne som Múm, FM Belfast og Seabear.
Specielt til aftenen har Hjaltalín sammen med den islandske kunsterduo Saga Sig og Hildur Yeoman kreeret en stort anlagt visuel koncert.
GAFFA har anmeldt Hjaltalín flere gange, blandt andet i Musikhuset Århus under Århus Festuge 2009 til arrangementet "Fremtiden er jazz", hvor vi blandt andet uddelte fire stjerner og skrev følgende:
"Septetten befinder sig dog musikalsk noget tættere på rock end på jazz. Musikken er bygget op omkring guitar, bas og trommer, akkordgangene peger mere i retning af rock end jazz (læs: de er enklere), og der er ikke mange soloer eller improvisationer. Til gengæld er der en fagot og en violin, der giver musikken et vist anstrøg af både jazz og folkemusik. Først og fremmest er det dog rock, med en til tider nærmest punket energi og omvendt glade melodier - oftest i et højt tempo."
Billetter kan købes på cphdox.dk
Se en trailer fra filmen "Backyard" her
Og se en optagelse af Hjaltalín med det islandske symfoniorkester her