Gnags-sangeren drager solo landet rundt og udgiver derpå sit tredje soloalbum
Forleden dag kunne vi fortælle, at Peter A.G. til foråret drager landet rundt på sin første turné som solist efter 45 (!) år med stadigt eksisterende Gnags, som han nu er eneste tilbageværende medlem af. Dengang havde vi dog ikke de præcise datoer og steder, men det har vi nu, og dem iler vi med at bringe nedenfor.
Peter A.G. drager på turné kun bevæbnet med sin guitar, sin mundharpe og sine sange, og om beslutningen siger A.G.:
"Jeg har jo altid spillet for et dansende publikum. Nu vil jeg prøve at spille for folk, mens de sidder ned, lytter og synger med. På små intime scener, i øjenhøjde med publikum".
Peter A.G. kalder koncerterne "Det Scene Show", som består af to afdelinger.
Første afdeling er en samling helt nye sange, hvor Peter A.G. fortæller, hvad det var der gjorde, at han gerne ville op og stå på scenen og synge for folk. Hvor kommer inspirationen fra? Hvordan fik han sin første guitar? Hvad var det, han så gerne ville fortælle i sine sange? Det hele sat sammen som en rejse ind i kunstens verden.
Anden afdeling er helliget alle de kendte sange, der har været med til at tegne karrieren. Spillet og fortolket akustisk, så sangene spejler sig på nye måder. Der vil blive genhør med alle de største Gnags-sange som "Når Jeg Blir Gammel", "Den Dejligste Morgen", "Kærester", "Slingrer Ned Ad Vestergade" med flere.
Hele showet bliver ifølge pressemeddelelsen krydret med anekdoter og historier – det hele pakket ind i lysshow med effekter.
Datoerne og stederne er som følger:
2. Marts - Bakkehuset, Ikast
3. Marts - Vostrup Teater
4. Marts - Rytmus, Mariager
5. Marts - Rampelys, Silkeborg
9. Marts - Café Ludvig, Sorø
10. Marts - Grønnegades Kaserne, Næstved
11. Marts - Holbæk Vandrehjem
15. Marts - Paletten, Viborg
16. Marts - Bygningen, Vejle
17. Marts - Tobaksgården, Assens
18. Marts - Kragelund Forsamlingshus
19. Marts - Knudsens Gl. Teatersal, Holstebro
22. Marts - Skråen i Nordkraft, Ålborg
23. Marts - Tobakken, Esbjerg
24. Marts - Trommen, Hørsholm
25. Marts - Ishøj Kulturcafe
29. Marts - Musikhuset Århus
30. Marts - Musikforeningen Hirtshals
5. April - Fermaten, Herning
6. April - Kerteminde Musikken
7. April - Amager Bio, København
8. April - Musikhuzet Bornholm, Rønne
Billetsalget til de enkelte koncerter er netop gået i gang. Se de respektive spillesteders hjemmesider for mere info.
I umiddelbar forlængelse af turnéen udgiver Peter A.G. sit tredje soloalbum. De to første udkom i henholdsvis 1979 og 1997.