Festivalernes svar på Oscar-uddelingen finder sted den 12. januar i Holland, hvor Roskilde Festival er nomineret i to kategorier
Arrangørerne bag Roskilde Festival har netop fået et skulderklap fra international side. Festivalen er nemlig netop blevet nomineret i to kategorier til European Festival Awards – hvad der svarer til festivalernes Oscar-uddeling.
Roskilde Festival er blevet nomineret til kategorierne "Best Major Festival" og "Best Lineup". For at sammenligne med de andre nominerede, så er det festivaler som Rock Werchter fra Belgien, Sziget Festival fra Ungarn, Wacken Open Air og Rock Am Ring fra Tyskland med flere. Festivalen fra dyrskuepladsen er således den eneste skandinaviske repræsentant i de to kategorier.
I en pressemeddelelse gør Roskilde Festival desuden opmærksom på, at de i kategorien "Best Headliner", der er vurderet på tværs af årets festivaler, har haft fire af de i alt ti nominerende kunstnere på plakaten - nemlig Prince, Gorillaz, Muse og Robyn. Om nomineringen skriver festivalen desuden:
"Roskilde Festival er stolt over at være nomineret blandt så stærk en række af festivaler og håber, at alle, der har følt the orange feeling, tager sig tid til at give en stemme til Roskilde."
Priserne bliver nemlig afgjort ud fra publikumsstemmer, hvor man fra og med i dag - og frem til den 8. december kl. 12:00, kan stemme på de festivaler/kunstnere man mener har fortjent de respektive priser. Blandt alle publikumsstemmer trækkes der lod om billetter til alle vindende festivaler, og man stemmer via eu.festivalawards.com.
Prisuddelingen af European Festival Awards finder sted i Groningen i Holland den 12. januar 2011, hvor alle vindere annonceres. Desuden starter billetsalget til Roskilde Festival 2011 inden længe - nemlig den 1. december 2010.
Roskilde Festival er fra den 30. juni - 3. juli 2011 med Warm-up fra den 26. - 29. juni, og camping åbner den 25. juni kl. 18:00.