Nyhed

Spillestederne har det bedre

Flere danske spillesteder melder om overskud, men krisen er ikke ovre endnu

De senere år har været fyldt med historier om spillestedskriser og lukninger, men nu kunne noget tyde, at der er bedre tider på vej for en del af de danske spillesteder. Det er i hvert fald meldingen i en artikel i dagens udgave af Urban.

Avisen har blandt andet talt med Magnus Restofte, der er kommunikationschef på Vega, et spillested der i den grad har haft nogle turbulente år. Men nu ser det ud til, at de mange fyringer og nedskæringer har hjulpet spillestedet til en fornuftig økonomi. Til Urban siger Magnus Restofte:

"Vi er midt i højsæsonen, og alt er afhængigt af, hvordan det kommer til at gå. Men vi regner med et overskud i år på den rigtige side af en million. Måske rammer vi to millioner, men en million er et mål, der er inden for rækkevidde".


Fra fællesorganisationen Spillesteder.dk forlyder det, at en tredjedel af organisationens 78 spillesteder allerede nu kan melde tilbage med regnskaber, der har sorte tal på bundlinjen. Men ifølge foreningens formand, Jakob Brixvold, er alt endnu ikke fryd og gammen for de danske spillesteder.

"Det gør stadig ondt derude. Det er stadig nødvendigt at gentænke de økonomiske støtteordninger, for lige nu går alle støttekroner til bandhonorarer".

I en rundspørge til fem af Københavns spillesteder meldes der om trange kår og brug for støttekroner. Men man fornemmer også en forsigtig optimisme, og ingen af spillestederne betragter sig i øjeblikket som værende lukningstruede, så lad os håbe, at vinden er vendt for de danske spillesteder.


ANNONCE