Nyhed

The Kissaway Trail-frontmand i nyt projekt

Søren Corneliussen er klar med sideprojektet The Pinecone Cheer

"What Had Fallen Would Be Raised" er titlen på den første single fra The Pinecone Cheers hånd. Bag navnet gemmer sig en af The Kissaway Trail-frontmændene, Søren Corneliussen, der udover at være aktuel med et nyt projekt snart starter indspilningerne af det tredje album med The Kissaway Trail.

Søren Corneliussen har skrevet numrene til The Pinecone Cheer sideløbende med The Kissaway Trail hjemme i sin stue, og han har netop lagt det første nummer fra projektet ud til frit skue.

"Som kunster har jeg brug for at lette hjertet, udtrykke mig og komme ud med mere end jeg i forvejen gør i The Kissaway Trail. Sangene har jeg rodet med i mit lille hjemmestudie på loftet, i øvelokalet og når jeg har været på tour. Jeg har lagt meget vægt på at skabe drømmende klangflader og stemninger med simple og meget ærlige tekster, der handler om mine følelser og synspunkter omkring livet på godt og ondt", udtaler Søren Corneliussen i en pressemeddelelse.


Det er dog ikke en komplet løsrivelse fra The Kissaway Trail, idet Rune Pedersen (bas) og Hasse Mydskov (trommer) fra selv samme band spiller deres respektive instrumenter på det første udspil.

"Det handler ikke om af adskille mig totalt fra mit primære band, blot at have friheden til at prøve andre ting. Jeg er kun glad for at mine bandkammerater hjælper til og støtter op om projektet", siger Søren Corneliussen, om samarbejdet med de to bandmedlemmer.

I pressemeddelelsen fremgår det også, at der også er en plade på vej fra The Pinecone Cheer - uden at Corneliussen dog har travlt med at færdiggøre det. Det er Auditorium-grundlæggeren Nikolaj Nørlund, der har mixet det første nummer, og det bliver også ham, der skal mixe resten af den kommende plade.


Hør hvordan Søren Corneliussens projekt lyder på Myspace eller Facebook, hvor "What Had Fallen Would Be Raised" er tilgængelig. Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du fange The Kissaway Trail på turne sammen med Figurines følgende steder - fra i aften og weekenden ud:

11.11.10 – Posten, Odense (Find billetter på GAFFA Live)
12.11.10 – Studenterhuset, Aalborg (Find billetter på GAFFA Live)
13.11.10 – Store Vega, København (Find billetter på GAFFA Live)

ANNONCE