Nyhed

John Cage i Rage Against The Machines fodspor

En ny engelske kampagne skal sende John Cage ind på førstepladsen på den engelske hitliste

Sidste år igangsatte engelske Jon Morter en kampagne, der skulle sørge for at det ikke endnu engang blev en X Factor-vinder, der lå på førstepladsen af den engelske singlehitliste til jul. Resultatet blev at Rage Against The Machine-sangen "Killing In The Name" indtog førstepladsen på hitlisten sytten år efter udgivelsen. I år vrimler det med lignende kampagner, og John Cage er en overraskende favorit til at gøre RATM kunsten efter.

Det er Gigwise, der kan rapportere, at der lige nu florerer en del kampagner på Facebook med forslag til, hvilken sang folk skal give deres støtte, så det ikke endnu engang bliver en X Factor-vinder, der ligger på toppen til jul. Det er dog et noget overraskende forslag, de fleste synes at have samlet sig omkring.

Der er lige nu omkring 23.000 medlemmer af FB-gruppen Cage Against The Machine, der opfordrer folk til at købe sangen "4'33"" af komponisten John Cage i ugen inden jul. At kalde det en sang er dog nok lige at stramme den, for titlen er nemlig samtidig længden af værket, der består af fire minutter og 33 sekunders stilhed. John Cage udgav 'kompositionen' i 1952, og tanken bag er at man kan høre lyden af koncertsalen i stedet for lyden af musik i en koncertsal.


Der er dog også kampagner, der støtter The Cribs og lidt overraskende også den tidligere Britain's Got Talent-deltager Hollie Steel. Så forsøget på at genvinde den engelske jule-etter, hvilket var Morters oprindelige mål med sin kampagne, ser nu ud til at have udviklet sig til en måde at give X Factor fingeren. Hvorvidt det lykkes igen i år, må vi vente lidt på at finde ud af.

ANNONCE