Kæmpe begivenhed for verdensmusik byder på flere bands som tidligere har optrådt på Roskilde Festival
Årets store begivenhed indenfor verdensmusik, "Womex" byder denne gang på over 50 koncerter med 300 musikere fra 40 nationer på 4 dage. Her lover arrangøren at der vil være rig mulighed for at opdage nyt, feste igennem og blive overrasket.
Flere kunstnere på årets program har tidligere spillet på Roskilde Festival. Heriblandt eksempelvis Papa Wemba (billedet red.), der ifølge arrangøren kan karakteriseres som "congolesisk rumbas grand old man". Roskilde Festivals booker Peter Hvalkof kalder Wemba "Congos svar på Elvis Presley".
Blæserensemblet LaBrassBanda vil nok være i friskere erindring hos mange Roskilde-publikummer: Med deres ukuelige blanding af messingblæs, funk og polka blev Bayern-bandet noget af en overraskelse for adskillige gæster på Roskilde Festival 2009. Også Bomba Estéreo er en Roskilde-kending fra 2009: Colombianerne blander deres egne traditionelle toner med internationale club-beats, så resultatet er lige dele Bogota og New York.
Baba Zula fra Istanbul gæstede Roskilde Festival i 2004. Bandet spiller tyrkisk, psykedelisk rock som de tilfører et vandmærke af ældgamle kulturer fra den anatolske højslette.
Roskilde Festival er en aktiv medspiller
Roskilde Festival har en lang tradition for verdensmusik og har altid kunne byde på globale farver og fremmedartede smagskulører. Festivalen er således også en aktiv medspiller i Womex, både indholdsmæssigt og på de overordnede linjer. Det var Roskilde Festival, der sammen med Copenhagen Jazz Festival, Global CPH, WOCO, WMC og CKU i 2007 besluttede sig for at gøre en ekstra indsats for at få begivenheden til København. Det lykkedes, og i år er det andet af tre år, hvor København er værtsby for det omrejsende arrangement.
WOMEX finder sted fra 27. oktober til 30. oktober i Koncerthuset i København. Se hele programmet her.
Billetter til arrangementet koster 250 kr. pr. dag og kan købes via GAFFA Live.