I resten af oktober kan du ønske musik til næste års festival på Dyrskuepladsen
Arrangørerne bag Roskilde Festival har nu traditionen tro åbnet op for ønsker til næste års Roskilde Festival. Man kan via Roskilde Festivals hjemmeside afgive fem ønsker til kunstnere eller bands, man kunne være interesseret i at se på Dyrskuepladsen næste år - og det kan man gøre oktober måned ud.
Roskilde Festival skriver i en pressemeddelelse, at publikums mening spiller en stor rolle når de booker musik. Derudover skriver de:
"Alle ønsker er vigtige, da de er et konkret holdepunkt og en inspirationskilde i vores arbejde med musikprogrammet. Selvom vi ikke kan efterkomme alle ønsker, er der stadig mange som opfyldes."
Oktober er dog ikke den eneste måned du kan ønske, for festivalen vil igen i januar åbne op for ønsker fra publikum. De understreger, at det er vigtigt at bandnavne bliver stavet korrekt, for at de kan indgå i den samlede statistik. Derudover skal man oprette en profil for at få adgang til at ønske.
Roskilde Festivalen har allerede offentliggjort et hovednavn - nemlig Iron Maiden, som er det første navn på næste års plakat. Du kan selv gå ind og ønske fem bands på www.roskilde-festival.dk, der løber af stablen den 26. juni til og med den 3. juli 2011.