Steve Lukather har haft et hårdt 2010. Det er altsammen afspejlet i hans nye soloalbum, "All's Well That Ends Well".
- Prøv lige at høre. Jeg lagde sprut og smøger på hylden. Jeg begyndte at motionere. Jeg fandt mig en god psykolog. Jeg gjorde alt det rigtige og syntes, det gik rigtig godt. Men så begyndte mit privatliv at falde fra hinanden. Jeg har det bare sådan, at der er noget her, der ikke stemmer. Hvad er det, jeg gør galt?
Superguitaristen fra Toto - og oceaner af studiesessions og gæsteoptrædener - sidder på sit hotelværelse i Stockholm og kigger halvt spørgende, halvt opgivende op mod loftet. Han føler ikke rigtigt, hans gud er med ham for tiden.
- Men what the fuck, det er vel en eller anden rejse, jeg er sendt ud på, resignerer han.
Tungsindig grundtone
Hvor hans forrige album "Ever Changing Times" nærmest sprang ud og bed lytterne i næsen, så lister det nye album sig forsigtigt og følsomt ind på én. "All's Well That Ends Well" åbner stille med balladen "Darkness in My World" - og så er grundtonen slået an.
- Jeg har skrevet om min egen virkelighed, men det var først, da jeg begyndte at give interviews, at det gik op for mig, hvor tungt det hele faktisk ser ud. Folk spurgte mig, om jeg var OK, for det var da en utrolig tungsindig ny plade - men samtidig enormt smuk. Men det er altså sådan, jeg har det lige nu.
- På Fars Dag fandt min søn og jeg min mor død på hendes sofa. Det havde været hårdt nok, hvis jeg havde været der alene. Men jeg kunne godt have undværet, at min søn skulle opleve det…
- Folk forstår ikke det liv, jeg lever som musiker på turné og på plader. Men det bare et job jeg har. Udefra ligner det måske en dans på roser, men når folk tæt på dig dør, er følelserne indeni de samme.
Steve Lukathers tilgang til livet har helt klart ændret sig.
- Det er mange år siden, jeg opgav partylivet, hvor alting bare handlede om mere, mere, mere. Med årene ændrer du dig, og nu er jeg hastigt på vej mod 53, og jeg fokuserer bare på at nyde det, der sker omkring mig.
Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion