Nyhed

Burhan G smider klunset i ny video

Musikken til Burhan G's seneste single "Tættere På Himlen" er udarbejdet med Nik & Jay. I musikvideoen er de tre kunstnere fuldstændig nøgne.

Der er i dag video-premiere på r&b-kunstneren Burhan G's seneste singleudspil "Tættere På Himlen". Den er skabt i samarbejde med de to pop-snedkere Nik & Jay, og dét, der giver denne video et særpræg, er de herrers valg af beklædning - eller mangel på samme. De optræder nemlig fuldstændig uden en trævl på kroppen.

Burhan G er aktuel med sit dansksprogede album "Burhan G", hvorfra der allerede er downloadet over 90.000 singler. I april måned modtag albummet fire stjerner af GAFFAs anmelder Sohail Hassan, som blandt andet roste nummeret "Mest Ondt", der er et samarbejde med den danske pop-dronning Medina. Nummeret er i løbet af sommeren blevet downloadet over 45.000 gange, ligesom musikvideoen har haft mere end halvanden million visninger på YouTube.

Denne gang har Burhan G og popduoen smidt al gearet og alt bling-bling, fordi de efter sigende ønskede at levere nummeret så ærligt som muligt.


Hvor det visuelle visitkort til "Mest Ondt" var en hyldest til Chris Isaaks legendariske strandvideo "Wicked Game" med Helena Christensen, er den nye video ifølge en pressemeddelelse en kærlig hilsen til D'Angelo's kompromisløse MTV-hit, "Untitled (How Does It Feel)". En video, som fik pigerne til at sukke og drengene til at investere i et fitness-medlemskab. Og netop det kompromisløse udtryk var ifølge Burhan G inspirationen til den nye musikvideo:

"D'Angelo var helt klart en inspiration, da vi fik ideen til "Tættere På Himlen". Han er jo så intens og stærk i sit udtryk. Vi har ikke lavet den samme video, men er uden tvivl blevet inspireret af enkelheden og den total kompromisløse måde at fortælle historien på. Vi plejer at pakke os ind i vilde locations og masser af effekter, når vi hver for sig laver musikvideoer. Den her gang får vi planken ud og kan ikke gemme os bag dyre biler og koreograferede dansere. Det her er os – helt ind til benet", fortæller Burhan G i en pressemeddelelse.

Se selv om du synes, at de herrer kommer "Tættere På Himlen" i musikvideoen. Den har premiere i dag, og du kan se den lige her på GAFFA TV:


 

ANNONCE