15 danske hits bliver kigget i kortene i DR2's nye musikprogram
Landeplage. Et ord, som i princippet kunne relatere til mange ting, men som sjovt nok som regel handler om musik. DR2 blænder fredag den 15. oktober kl. 21.30 op for sit nye musikprogram, "Landeplagen", der tager 15 danske hits under kærlig behandling. Studievært Jacob Riising (billedet) prøver at undersøge den enkelte landeplade: hvordan opstod den, og hvorfor kan du ikke få den ud af hovedet?
Programrækken gennemgår 15 danske hits, fra 60'erne og op til i dag, og den giver et bud på, hvorfor lige netop disse sange kom til at fylde så meget i radioen, på dansegulvet og i danskernes bevidsthed. Programserien interviewer kunstneren bag det enkelte hit og får af forskellige musikkyndige den faglige vurdering af, hvad der gjorde, at hittet ramte danskerne lige på kornet.
De indkaldte musikeksperter er blandt andre Aquas sangskriver Søren Rasted, DR PigeKorets chefdirigent Michael Bojesen, P3's musikekspert Henrik Milling, Politikens anmelder Erik Jensen og retoriker Sten Høgel. Endelig vil landeplagerne blive udsat for forskellige test, som for eksempel operatesten, lejrbålstesten og headbangertesten. Om alle sangene så kan bestå alle test, bliver så spændende at se.
Seerne får historien bag følgende hits:
1. Kom tilbage nu (Danseorkestret)
2. Vent på mig (Peter Frodin og Martin Brygmann)
3. Bag duggede ruder (TV-2)
4. Vi maler byen rød (Birthe Kjær)
5. Let Your Fingers do the Walking (Sort Sol)
6. Kender du det (Søren Kragh-Jacobsen)
7. Han får for lidt (Østkyst Hustlers)
8. Sunshine Reggae (Laid Back)
9. Vuffelivov (Shu-bi-dua)
10. Det er mig der står herude og banker på (Thomas Helmig)
11. Dub-I-dub (Me & My)
12. Alley Cat (Bent Fabricius-Bjerre)
13. Lækker (Nik og Jay)
14. Mormors kolonihavehus (Eva Madsen)
15. Barbie Girl (Aqua)
Derudover kan du selv være med til at kåre Danmarks største landeplade gennem tiden. På dr.dk/landeplagen kan du være med til at byde ind med andre hits, som du elsker eller elsker at hade. Det hele ender med, at seerne kårer den største danske landeplage - og blandt dem, der stemmer, trækkes der lod om en tur i studiet i Hit på hit på P4 med Søren Rebbe, hvor vinderen kan spille og snakke om sine yndlingslandeplager.