Sangeren skal sidde bag tremmer i otte uger for at være påvirket af cannabis og køre galt
Den engelske sanger George Michael har de senere år haft en del problemer med narkotika, biler og politiet, og nu er der faldet dom i en to måneder gammel sag, der har sendt sangeren i fængsel.
George Michael kørte i juli måned gennem facaden på en fotoforretning i London, og en efterfølgende blodprøve viste, at sangeren var påvirket af cannabis. Man fandt desuden to joints i bilen. Retsagen blev afsluttet tirsdag 14. september, og her blev George Michael idømt otte ugers fængsel.
Michael havde tidligere erklæret sig skyldig i at køre under indflydelse af narkotika, og i en anden retsag tidligere på året fik sangeren frataget sit kørekort i seks måneder. Også her var han kørt galt efter at have røget cannabis.
Men denne gang var straffen en del hårdere. Kørekortet røg i fem år, Michael skal betale en bøde på 1250 pund, og derudover skal sangeren altså sidde otte uger i fængsel.
George Michael påbegyndte afsoningen med det samme, og det forventes at han kommer til at sidde indespærret i omkring fire uger.