Nyhed

Howl Baby Howl fejrer release med gratis koncert

I aften giver det danske rock-orkester How Baby Howl en gratis koncert i forbindelse med udgivelsen af deres andet album

Danske Howl Baby Howl udsender i dag deres album "Now The World Belongs To Us" og inviterer derfor til releasefest samt gratis koncert på Drone i aften.

Bandet skriver i en pressemeddelelse at festen starter kl. 19.00 på Drone, hvor der vil være gratis øl til de første. Kl. 21.00 er der opvarmning af danske Ned Ferm Failure, og derefter vil Howl Baby Howl spille numre fra det nye album, der også vil kunne købes til festen. Efter koncerten vil Jens Hein (The Raveonettes, Mellemblond) og Oliver Hoiness (The Sad Lovers) agere Dj's, så festen kan fortsætte.

Howl Baby Howl består af hovedelementerne guitar og trommer. Duoen, Jeppe Brix og Silas Tingleff, skriver i en pressemeddelelse, at de har gennemgået en både naturlig og ekstremt givende udviklingsproces, der har resulteret i "Now the World Belongs To Us" som værende et klart modsvar til debutens dogmatiserede rock. Hooks fylder mere, ligesom lydbilledet skal have flyttet sig fra rockuniverset til det mere melodiøse og poppede.


Jeppe Brix og Silas Tingleff har desuden spillet sammen med anerkendte navne som Chimes and Bells og Kira and the Kindred Spirits.

GAFFAs anmelder Erik Barkman har givet albummet fire stjerner. Han skriver:

"Den selvsikre drengerøvsattitude bærer langt på "Now The World Belongs To Us". Brix' guitar river vidunderligt i øregangene, fra "Soul Rebels" flossede støj til "You Know That I Woulds" hylende sirener. Og Tinglefs grooves gynger veloplagt under duoens garagerockede riff-orgier. Howl Baby Howls helt store udviklingspotentiale ligger i vokalerne. "There Is No Team In Fuck You" kan prale af både pruttende blæsere, gungrende stortrommerytmer og vrælende mundharmonika, men den snakkesungne tekst lider under haltende engelskkundskaber og upræcise fraseringer. Heldigvis er det de færreste numre på "Now The World Belongs To Us", der står og falder med vokalpræstationen. Når albummet er omme, er det attituden, håndelaget og de inspirerede indfald, der står tilbage på lystavlen."


Se og hør selv i aften, hvor release-arrangementet på Drone i København i aften starter kl. 19.00. "Now The World Belongs To Us" er som nævnt udkommet i dag. Læs mere om bandet og deres musik på deres Myspace-profil.

ANNONCE