Nyhed

Mick Karn tilsyneladende i bedring

Den kræftramte eks-Japan-bassist er så rask, at han arbejder på nyt album med Peter Murphy i Dali's Car

For tre måneder siden kunne vi fortælle den triste nyhed, at den tidligere Japan-bassist Mick Karn led af kræft på et fremtrædende stadium og undergik intensiv behandling. Siden er der ikke kommet meget nyt ud om Karns tilstand, ud over at hans webmaster 23. juli på vegne af Karn takkede for den støtte, han har fået, siden han offentliggjorde nyheden om sin sygdom.

Nu tyder noget imidlertid på, at Karn er i bedring. I hvert fald fortæller sangeren Peter Murphy (eks-Bauhaus) på sin Twitter-profil, at han i denne måned vil gå i studiet for at indspille et nyt album med Karn i bandet Dali's Car, som han tilbage i 1984 udgav et enkelt, kommercielt lidet succesfuldt album med, nærmere betegnet albummet "The Waking Hour".

Dali's Car var det band, Murphy og Karn dannede sammen med Paul Vincent Lawford, efter at Murphy og Karn havde forladt henholdsvis Bauhaus og Japan. Dali's Car blev dog som nævnt ikke den store succes, og Murphy og Kern fortsatte som solokunstnere, og Karn desuden som sessionmusiker for blandt andre Kate Bush og Joan Armatrading.


ANNONCE