Det danske punk-band Pranksters udgiver støttesang for danske soldater i Afghanistan
Det danske punk-rockband Pranksters udgiver den 6. september singlen "Farvel". Sangen har Pranksters skrevet som en støtte til danske soldater i Afghanistan, og andre steder de måtte være udstationeret.
Pranksters' inspiration til at skrive denne støttesang kommer blandt andet af deres personlige tilknytning i form af bassist Tim Kristensens bror, der er soldat. I en pressemeddelelse skriver bandet, at tanken om, at broren en dag skulle blive sendt af sted og risikere at dø eller blive lemlæstet, skræmte ham. Derfor vil Pranksters nu gerne vise opbakning og forståelse.
Bandet har dog ingenlunde nogen politiske budskaber med sangen: "Det er ikke nogen anti-krigssang. Vi forholder os ikke til, om Danmark skal deltage i militære missioner eller ej. Vi sætter fokus på de alvorlige konsekvenser, krigen har, og udtrykker sorgen og oplevelsen af meningsløshed," siger Tim Kristensen.
Bandet udtaler desuden, at: "Det kræver stor opbakning fra familien og et utroligt mod hos soldaterne at tage af sted. Derfor har vi som samfund også et ansvar for dem, når de kommer hjem. Men er vi gode nok til at hjælpe sårede og psykisk nedbrudte soldater tilbage til en normal hverdag og ud på arbejds-markedet? Og får de pårørende tilstrækkelig støtte til at komme videre med deres liv?" spørger bassist Tim Kristensen.
Initiativet til netop dette fokus glæder foreninger Støt Soldater & Pårørende, der samler midler ind for at støtte sårede soldater og pårørende til at komme videre i livet. Formand for foreningen René Dall Qvist Rasmussen håber, at sangen kan give fornyet fokus på de problemer hjemvendte soldater eller pårørende oplever.
"Desværre oplever vi et meget stort behov. Der er ingen tvivl om, at Forsvaret gør rigtig meget, men der er også mange gråzoner, som betyder, at folk ikke altid får den rette hjælp. Vi ser mange familier, som har det skidt og har brug for mere hjælp til eksempelvis en psykolog, end Forsvaret kan tilbyde. Vi oplever også, at sårede soldater ikke kan få den behandling, der er nødvendig, fordi den ikke er anerkendt herhjemme. Det er utrolig synd, hvis penge er en hindring for, at man kan få den rette hjælp," siger René Dall Qvist Rasmussen og tilføjer: "Musik betyder utrolig meget for unge mennesker, så jeg tror, at det her kan åbne helt nye døre."
"Farvel" kan fra og med 6. september købes på iTunes og TDC Play. Fra samme dag kan du også se videoen på dette link.